Spring til indhold
Danes Worldwide logo

Netværks- og frivillig­koordinator (20 timer)

Vi søger en koordinator for vores frivillige repræsentanter, som skal onboarde, støtte og udvikle netværket globalt samt arrangere medlemsaktiviteter online og i Danmark.

Danes Worldwide er en medlemsbaseret forening, som rækker ud til mere end 250.000 udlandsdanskere over hele verden og tilbyder juridisk rådgivning om bl.a. dansk statsborgerskab, familiesammenføring, skat og pension. Samtidig tilbyder vi online danskundervisning, og vi driver også Den Danske Sommerskole, som tilbyder undervisning i dansk sprog og kultur for udlandsdanske børn og deres familier hvert år i juli måned. Vi afholder desuden næsten hver uge webinarer og arrangementer, hvor danskere og deres familier kan få hjælp og vejledning.

Som en del af vores støtte til danskere rundt omkring i verden, arbejder flere af vores medlemmer som frivillige repræsentanter for os. De er det lokale bindeled mellem sekretariatet i København og danskerne lokalt ude i verden, og de hjælper os med at skabe synlighed om vores arbejde og ydelser, ofte i samarbejde med danske ambassader og organisationer.

Pt. arbejder 120 frivillige medlemmer for os, og det er dette repræsentantkorps, du får ansvaret for. Samtidig er du en nøgleperson ift. lokale onlinearrangementer og medlemsarrangementer i Danmark.

De frivillige repræsentanter er et kerneområde i foreningen. Derfor er din nærmeste samarbejdspartner foreningens generalsekretær, som du har et tæt dagligt samarbejde med. Organisatorisk hører du til i kommunikation- og marketingafdelingen.

Det går jobbet ud på

  • Understøtte og vedligeholde repræsentantkorpset i tæt samarbejde med generalsekretæren, herunder rekruttere nye repræsentanter ved behov.
  • Onboarde nye repræsentanter, herunder udsende relevant materiale både fysisk og digitalt.
  • Løbende understøttelse af repræsentanternes arbejde via både personlig og gruppevis kontakt, primært på mail og online møder
  • Initiativtager til og afvikling af online informationsmøder om foreningens ydelser for repræsentanterne
  • Stå for årlig trivselsundersøgelse blandt repræsentanterne
  • Vedligeholde repræsentantområdet i vores database og tildele repræsentanter til nye medlemmer af foreningen
  • Vedligeholde og løbende udvikle øvrige støttefunktioner
  • Være med-initiativtager og koordinator af 6-8 årlige online arrangementer i medlemslande eller -områder + af 4-5 årlige fysiske medlemsarrangementer i Danmark.

Det får du ud af jobbet

Som netværkskoordinator får du en nøglerolle i et internationalt miljø med bred kontakt til både kollegerne, repræsentanterne og samarbejdspartnere rundt omkring i verden.

Arbejdsopgaverne er alsidige, og du har god mulighed for selv at præge dem. Samtidig bliver du en del af en velfungerende og agil organisation med søde og dygtige kolleger.

Dine kvalifikationer

  • Du har flere års erfaring fra en serviceorienteret og støttende funktion, og du har gerne erfaring med at lede og motivere frivillige.
  • Du har en imødekommende og professionel kommunikationsstil og kan formulere dig fejlfrit på dansk – både mundtligt og skriftligt.
  • Du er af natur høflig, empatisk og serviceorienteret, og du finder det selvfølgeligt at støtte både kolleger, samarbejdspartnere og – ikke mindst – repræsentanterne i det daglige arbejde.
  • Du arbejder systematisk og trives med at skabe overblik og struktur; både for dig selv og for andre.
  • Ideelt set har du selv boet i udlandet og været en del af et dansk netværk lokalt. Kendskab til Danes Worldwide og vores ydelser er en fordel, men ikke en betingelse.
  • Du trives med både at drifte og at udvikle. Og du har intet problem med, at jobbet af og til også kan være at pakke og sende fx 120 fysiske julehilsner eller marketingmateriale. Med andre ord bliver du også vores pakke-ekspert.
  • Kendskab til databaser og WordPress er en fordel, men generelt har du det fint med at lære nye systemer at kende.