Klumme af Ida Stilling. Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger og blev oprindeligt udgivet i DANES 1, 2018.

’Hjemmedanskere’ er ofte på afveje i deres meninger om børn af udlandsdanske forældre, der primært er vokset op i et eller flere lande uden for Danmark. Konsekvenserne kan være både frustrerende og ærgerlige, for Third Culture Kids besidder relevante og unikke kompetencer, som ikke udnyttes til gavn for det danske samfund.

Jeg er det, man kalder en third culture kid (TCK) eller, mere præcist, en adult third culture kid (ATCK), fordi jeg nu er voksen. Jeg er delvist opvokset i udlandet og er på den måde et ’barn af flere kulturer’. TCK’ere kaldes ofte verdensborgere, globale nomader, krydskulturelle eller det mere moderne global cosmopolitans. Men den lidt kedeligere term TCK knytter sig helt specifikt til børn, som netop er helt eller delvist vokset op uden for deres forældres hjemland – børn, som har dannet en ’tredje kultur’ af blandingen mellem hjemmekulturen (forældrenes hjemland) og udekulturen (de andre lande, vedkommende har boet i).

TCK’ere findes i absolut alle farver og former og med vidt forskellige blandede kulturelle baggrunde. Fælles for os alle er dog, at vi har flyttet mellem kulturer i løbet af vores opvækst, og at det typisk er blevet en meget væsentlig del af vores virkelighedsforståelse og livshistorie.

For nogle kan spørgsmålet om ’hjem’ virke angstprovokerende. Når man bor i udlandet, bliver der typisk ikke sat spørgsmålstegn ved ’hjem’. Hjem er Danmark, det er hvor bedstemor og bedstefar bor, og mor og far er opvokset. Det er det sted, vi skal tilbage til, når mors eller fars kontrakt udløber. Når fremmede spørger ”Hvor kommer du fra?”, svarer man ”Danmark”, og det bliver der som regel ikke sat spørgsmålstegn ved. Men for rigtig mange TCK’ere er det en helt anden virkelighed, der rammer dem i Danmark.

Følelsen af ikke at kunne finde sig til rette – både socialt og kulturelt – er noget, som rigtig mange TCK’ere går rundt med, når de vender ’tilbage’ til Danmark. Mange beskriver ’hjemkomsten’ som et reelt vendepunkt i deres liv. Årene, der følger, bliver for mange TCK’ere en tid med eksistentielle spørgsmål og søgen efter mening. For hvis man ikke er dansk, hvad er man så? Hvor er ’hjem’, hvis stedet, der altid er blevet omtalt som ’hjemland’, slet ikke føles hjemligt? Hvor hører man så til?

Adjektiver som ”rodløs” og ”rastløs” bliver ofte nævnt i forbindelse med TCK’ere, og selvom jeg personligt har modstand mod disse ord, er det ikke helt uden grund, at de bliver brugt. En international opvækst, hvor man tidligt lærer at navigere imellem forskellige og ofte kontrastfyldte verdener, er enormt berigende, men den kan også være forvirrende.

TCK’ere skaber relationer til mange forskellige kulturer og oplever derfor ofte hele verden som deres (potentielle) ’legeplads’. Noget af det mest fantastiske (og til tider udfordrende) ved en opvækst som TCK’er er nemlig, at man har friheden til selv at definere, hvad ens ’hjem’ er.

At TCK’ere bør betragtes som prototypen på den nye ’verdens- borger’ bliver i faglitteraturen nævnt gang på gang. ”Jeg er ikke rodløs, jeg er rodfuld!” har jeg hørt flere TCK’ere sige med eftertryk. Jeg kunne ikke være mere enig. Alligevel eksisterer der en overordnet negativ retorik omkring TCK’ere som værende rodløse. Men hvorfor har vi i nutidens verden overhovedet så stort et fokus på ’hjem’ som identitetsmarkør? Er det i det hele taget relevant, hvor man ’kommer fra’ i et globalt fællesskab, der hele tiden bliver tættere?

Der er enorm styrke i at have en bærbar hjemme-identitet, som følger med overalt. At kunne sige ’jeg er hjemme, uanset hvor jeg befinder mig’ frigiver ressourcer til at indgå i nye meningsfulde fællesskaber på tværs af landegrænser og kontinenter. Dertil kommer, at det fungerer som et fast holdepunkt, når verden omkring en virker kaotisk. Det er i den grad noget at være stolt af.