Spring til indhold
Danes Worldwide logo

Omvendt kulturchok: Svært at vende hjem til Danmark

At vende hjem til Danmark kan give uventet kulturchok. Læs, hvorfor hjemkomsten kan føles svær, og få råd til at finde fodfæste trygt igen i Danmark.

Gæsteindlæg om ’at komme godt hjem’ af: Stine Møllebro, forfatter til bogen ’Kom godt hjem’

Hjemvendte danskere oplever ofte at stå i en kulturkløft, når de efter flere år i udlandet skal forsøge at reintegrere sig i Danmark. På trods af de store vanskeligheder det giver for mange, er det en problemstilling, der har fået meget lidt opmærksomhed.

Den kultur, vi vokser op i, programmerer vores måde at tænke på. De helt særlige normer og værdier, som vores forældre, bedsteforældre og andre mennesker i vores nærhed har, præger os fra vi er helt små.

Igennem kulturen lærer vi, hvad der er rigtigt og forkert, og vi får rim, remser, historier og sanglege ind med modermælken. De oplevelser og livserfaringer, vi gør os, er med til at udvikle vores identitet. Ligesom vores møde med uddannelsesmiljøer, virksomhedskulturer og skiftende vennekredse har stor indflydelse på identiteten.

Opholdet i udlandet præger os

Adskillige år i udlandet præger os også. Den kultur, der var fremmed til at begynde med, tager vi i et vist omfang til os, og vi lader den ubevidst forme os som mennesker. Vores perspektiv ændres, og vi ser verden fra en ny vinkel. For nogle kommer disse ændringer snigende og bliver først tydelige den dag, de rejser tilbage til den kultur, de kommer fra.

Som danskere deler vi ofte de synspunkter og holdninger, der ligger tæt op ad hinanden i vores danske kultur. Vi har vores egen personlighed, men vores nuancer, vores liv og vores historie ligger tæt op ad de øvrige samfundsborgere i Danmark.  Når vi for en periode rejser ud i verden for at bo blandt andre mennesker i en fremmed kultur, så tilpasser vi os gradvist den nye kulturs praksisser. Vi kommer til at værdsætte og beundre nogle af den fremmede kulturs holdninger – uden dog nogensinde fuldstændig at absorbere den nye kultur, da vores egen kulturidentitet ligger for dybt i os til at kunne udskiftes.

Selvom vi kan føle os godt tilpas under fremmede himmelstrøg, så kommer vi aldrig til at høre fuldstændig til. Men vi bliver dog påvirket af alt det nye, og det der er anderledes, og dermed forandrer vi langsomt vores syn på os selv og verden omkring os. Vi gennemgår en forandring.

En følelse af rodløshed

Når man rejser tilbage til Danmark, kan man som hjemvendt derfor opleve, at man ikke passer så godt ind i kulturen, som man forventede. Endvidere kan man opleve, at den nære familie og vennerne i Danmark ikke kan forstå følelsen af rodløshed, fordi de ikke har oplevet andre kulturer på samme intense måde som en hverdag i udlandet fører med sig.

Det kan være akavet, og det kan være hårdt for den hjemvendte, og det kommer for de fleste som en overraskelse at føle sig så forkert i sin egen kultur og i sit eget land. Det er ikke unormalt at føle sig placeret midt imellem to kulturer. Den hjemvendte befinder sig i en såkaldt kulturkløft.

Interview fra bogen ’Kom godt hjem’:

"Kulturchokket var større ved at vende tilbage til Danmark, end det var, da vi flyttede ud. Jeg tror  mange punkter, at det er, fordi man forventer, at der selvfølgelig vil være kulturelle forskelle, når man flytter til et andet land.

Det regner man jo ikke med, når man flytter hjem. Men uha, hvor tog vi fejl! Hold da helt op!"

Kvinde, Singapore.

Ting har forandret sig, mens du var væk

På baggrund af dette kan rejsen tilbage til hjemlandet være en forvirrende og stresset periode, som ofte skyldes fejlagtige forventninger. Forventningerne opstår på baggrund af kulturkendskabet, og fordi den enkelte har forandret sig og fået et helt nyt perspektiv på tilværelsen. Den hjemvendte kan have oplevelsen af, at omgangskredsen derhjemme ikke har bevæget sig uden for hamsterhjulet, men samtidig overrasker det dog den hjemvendte, at der alligevel er enkelte og indimellem afgørende ting, der har forandret sig, mens man har været væk.

For eksempel oplever mange at være uforstående over for helt elementære ting, såsom hvad rejsekortet er, og hvordan det i øvrigt anvendes. Det kan også være indførelse af ny affaldssortering eller nyt parkeringssystem i midtbyen. I sit hjemland forventer man at kunne gebærde sig på lige fod med andre, men når hjemvendte i korte øjeblikke finder sig selv lige så uvidende i sin egen kultur, som da de for første gang stod i den fremmede kultur, opleves det som en kulturkløft.

 

Interview fra bogen ’Kom godt hjem’:

"Vi fik nogle overraskelser over nye ting, som ikke fandtes, da vi tog afsted. Det var for eksempel mærkeligt, at alle brugte Mobilepay, og vi vidste ikke, hvad det var."

Hjemvendt mand, Shanghai.

Find vores guide til dig, der skal flytte til Danmark

Er du på vej (tilbage) til Danmark, så tjek vores indhold om alt fra bolig, kultur og økonomi – så bliver det meget lettere at tage til Danmark.
Dette er et link
Et par sidder sammen indendørs og kigger på et dokument i mandens hånd, mens en bærbar computer er åben på bordet foran dem. Kvinden har sin hånd på mandens skulder, og begge virker fokuserede og eftertænksomme.

I Danmark passer man sig selv

Danskheden bliver tillige meget tydelig ved hjemkomsten, hvor den danske kultur står i skarp kontrast til den imødekommende kultur, der findes andre steder i verden. Det umiddelbare indtryk i Danmark er, at de fleste mennesker passer sig selv, fordi de har travlt, og fordi kulturen ikke på samme måde lægger op til, at man blander sig i hinandens liv. Det er formentlig ikke uvant for den hjemvendte, men det kan føles ensomt i den første tid efter hjemkomsten.

Desuden prikker det til oplevelsen af, hvor hjem egentlig er henne, og den enkelte kan opleve rastløshed og rodløshed. I den første periode efter hjemkomsten kan det være vanskeligt at spejle sig i sine landsmænd, fordi tanker og reaktionsmønstre har ændret sig med udlandsopholdet. Det kan betegnes som en chokfase, hvor intet føles helt så godt, som man havde husket det. Hvis den hjemvendte oplever sig selv som en verdensborger, kan det før så velkendte og trygge liv hjemme virke kvælende og danskheden meget snæversynet.

Gode råd til en bedre hjemkomst til Danmark